Musik & Kultur

Vi er så heldige, som TV-station, at have et lokal- og nærområde med et så rigt musik- og kulturliv, som Christiania og Christianshavn har at byde på. Samtidig ligger vi et af de mest kontrastfyldte og billedskønne områder i Hovedstaden. Christiania TV er ofte på pletten ved kulturbegivenheder og demonstrationer, ligesom vi dækker den musikalske scene i og omkring Christiania.

Christiania TV har i over ti år haft den højt beskattede ære, at kunne dele musikglæden i Christiania med hele landet og verden. Siden 2006 har vi sendt programmer fra Operaen, Musikloppen, Grå Hal, Nemoland, Christiania Jazzklub, Woodstock og Månefiskeren. Både opkommende og kendte navne har været forbi og blevet sendt ud i æteren eller delt på Youtube. Igennem årene har vi fået opbygget en teknikbase, der giver os mulighed for at lave kvalitetprodukter, som både kan bruges på TV og andre medier.

 

Redaktioner:

Beat-rapporten

 

  • Vi ønsker gerne flere redaktioner ift. at dække koncerter og events i Christiania og omegn. Har du interesse for jazz, rock, street, reggae, hiphop, folk eller heavy, så kan du kigge forbi vore Redaktionsmøder, torsdage kl. 19, og være med til at dække et event. Er du interesseret i at filme demonstrationer, foredrag eller lave indslag om andre kulturelle begivenheder og temaer, så er proceduren den samme. Redaktioner kan have fokus på enkelte genrer, eller være all-round, eller man kan indgå i de eksisterende redaktioner.
  • Forslag til program skal være fremsat på Redaktionsmøde mindst en uge inden optagelserne finder sted, dog alt efter omfang af opgaven. Koncerter med fuld opsætning skal være planlagt en uge inden optagelser, hvorimod mindre opsætninger kan gøres indenfor en uge, men skal ikke planlægges på selve dagen.
  • Indslag i musik- og kultur-blokkene kan variere mellem 3 og 30 min. Nyhedsindslag kan være mellem 3 og 5 min.
  • Deadline: Onsdag kl. 20

 

Produktionsgrupper:

Dokumentaristerne

Beat-rapporten

 

Deltagelse:
På de ugentlige Redaktionsmøder – torsdage, kl. 19 – i Christiania TV – gennemgår vi annoncerede musik- og kulturarrangementer i og omkring Christiania/Christianshavn. Christiania TV’s Produktionsafdeling og Teknik koordinerer derefter arbejdsopgaverne. Er man interesseret i at filme, reportere, assistere eller være med til at tilrettelægge programmet kan man skrive sig på til opgaverne på Redaktionsmøderne eller kontakte Produktionsafdelingen, hvor denne sammensætter gruppen efter behov.